Børn har ret til egne film - film i førskolealderen:

af Ulrik Breuning

Muldvarpen, Byggemand Bob og Postmand Per. Samt Pipi, Emil og Mumitrolde. Plus Albert, Lille Virgil, Orla Frøsnapper, Hodja, Otto og ikke at forglemme Ivan Olsen alias Gummitarzan

Ved et nordisk børnefilmseminar i begyndelsen af 1980’erne fortalte Astrid Lindgren om sin opfattelse af filmatiseringerne af hendes bøger. Hun mente egentlig, at filmene bare var som bøgerne. At det var nemt at lave film. For man skal jo bare fotografere det, som står i en af hendes bøger! Hvis der for eksempel står, at solen skinnede, og at huset var rødt, så er det bare at gå i gang. Hvor svært kan det være?

Men det er svært at lave film. Og især filmfortællinger for mindre børn. Og den store svenske forfatter sluttede da også med at sige, at det er vigtigt med gode børnefilm, for børn har ret til egne film!

Når man prøver at finde ud af, hvad en børnefilm er, render man fluks ind i et djævelsk drilsk definitionsdilemma. Det bliver slet ikke nemmere, hvis man skal prøve at fortælle, hvad en ’god’ børnefilm er. Og hvis man skal prøve at formulere, hvad en god film skal indeholde for børn i førskolealderen, er der dømt dybe panderynker.

Dilemmaet er indlysende og indgående beskrevet i De pokkers unger – Antologi om dansk børnefilm, Høst & Søn 2002 og i Det Danske Filminstituts nyttige lille bog Små børn i filmlans, redigeret af Line Arlien Søborg:

1. Er børnefilm film, som børn kan lide at se?
2. Er børnefilm film, som både børn og voksne kan lide at se?
3. Er børnefilm film, som voksne ikke nødvendigvis selv synes om, men meget gerne vil have, at børn skal kunne lide at se?

Den tredje mulighed forekommer at være et formynderisk fortidslevn fra forne tider i en filmpædagogisk stenalder, hvor børnefilm skulle være stuerene og sand indoktrinering for såkaldte sunde interesser. Sommer, sol og søndag – og gerne med et varmt kæledyr på eng eller i skov.

Selvfølgelig – lad os ikke gøre det sværere end nødvendigt – skal børnefilm være film, som børn kan lide at se, men især når det gælder småbørnsfilm, er det vigtigt, at den voksne også gerne vil være i dialog med både film og barn. For det første ser helt små børn ofte film sammen med voksne – og det kan ikke understreges for tit, at dette giver rollingerne de mest givtige møder med filmmediet – og for det andet skal den voksne naturligvis formidle film, som han eller hun selv sætter pris på og gerne vil snakke med barnet eller børnene om.

Men findes sådanne film overhovedet? Ok, ja – der er mange, men det er alligevel forholdsvis sjældne perler i filmhistoriens ellers rige skatkammer.  I første omgang skal man afsøge det område, der hedder kortfilm. Mindre børn kan og skal ikke nødvendigvis sidde stille i halvanden times tid. De vil gerne opleve små historier og gerne med stort indhold.

MPLC's rettighedsportefølje indeholder mange fine film, og her har de valgt at fremhæve nogle perler fra børnefilmens skatkiste:

Muldvarpen

Og hvad angår meningsfylde og filosofisk filigran i venlig børnehøjde er den tjekkiske tegnefilmserien om verdens rareste muldvarp i sin helt egen superliga. Zdenék Miler instruerede den første muldvarpefilm i 1957 og fortsatte gennem 1960’erne og -70’erne med at skabe enkle historier om venskab og vigtigheden af at hjælpe hinanden. Fordi de er så artistiske i streg og design, og fordi de netop er tidløse tegnefilm, har Muldvarpefilmene bevaret deres charme og appel. Og voksne, der ser film sammen med børnene, får også lidt nyttigt stof til tanken.

Byggemand Bob og Postmand Per

Den samme tone af venlighed og hjælpsomhed går igen i nyere animationsserier om for eksempel den altid parate byggemand og det venlige postbud. Byggemand Bob og Postmand Per er modsat Muldvarpe-filmene primært produceret for det flygtige TV-medie, men er heldigvis også permanent tilgængelige i flere DVD-samlinger. Seriernes faste persongallerier er overskuelige og deres universer genkendelige. Fine rammer for små historier om hjælpsomhed og samhørighed.

Astrid Lindgrens Pipi Langstrømpe, Emil fra Lønneberg og Alle børnene i Bulderby

Når børne nærmer sig skolealderen, er der selvfølgelig flere muligheder at vælge imellem. Og her er Astrid Lindgrens udødelige karakterer Pipi og Emil altid værd at gæste. Den livsduelige og stærke pige Pippi Langstrømpe står for sundt anarki og spilopmageren Emil for sjov og ballade, og barndomslandet er sjældent beskrevet så smukt som i filmene om livets gang i Bulderby. Her er tale om udødelige klassikere. Og det gælder både bøger og film.  Pipi Langstrømpe er i 1990’erne blevet tegnefilmfigur, men de oprindelige film er realfilm med skuespillere af kød og blod.

Mumitroldene

Den finske forfatter Tove Jansson har med sine bøger om Mumitroldene skabt en hel verden befolket af figurer, hvis oplevelser i familiens skød eller den store verden er klog eksistentialisme for børn og deres voksne. Tegnefilmene over hendes bøger tager livets store emner op og beskæftiger sig smukt med abstrakte begreber og følelser i en fantasifuld streg.

Ole Lund Kirkegaard

Filmatiseringerne af Ole Lund Kirkegaards finurlige bøger definerer nærmest begrebet dansk børnefilm. Filmene har fået etiketten magisk realisme. Realisme, fordi de beskæftiger sig med for børn let genkendelige emner (og også alvorlige sådanne, for eksempel mobning som i Gummitarzan). Men de har også en magisk dimension, som gør filmene til moderne eventyr, som holder med børn og hjælper dem til at blive lidt klogere på livet.